Raceinfo

Den Hellige Birma er en semilanghåret, masket kat. Den er af medium kropsbygning og størrelse med et rundt hjerte formet hoved, der ikke på nogen måde må ligne en perser. Profilen er afrundet og hagen gerne kraftig.

Ørerne må ikke være for store eller højt placerede.

Øjenfarven skal være klar dyb blå og formen afrundet til let oval.

Pelsens farve er ret speciel. Der ønskes så stærk en kontrast som mulig mellem maske- og kropsfarve. Kropsfarven svinger ligger mellem helt hvid og beige meget gerne med et let gyldent skær. De maskede partier findes på ansigt, ører, ben, hale og kønsdele.

Pelsen kræver minimal pleje, men det er jo altid hyggeligt med en gang børstning med en kam en gang om ugen. Birmaen elsker det, for det giver den kontakt.

Birmaen findes i 20 forskellige maskefarver. Brun, blå, chokolade, lilla, rød og creme og tortiefarver samt alle i tabbyvariant, dvs. maske med stiber.

De hvide "handsker" på poterne er birmaens kende tegn. Det er den eneste race, hvor de hvide hansker er en del af standarden. Handskerne skal være helt hvide uden nogle farvede pletter. På forpoterne skal de gå lige rundt med selve poten - de må ikke løbe oven over vildtkloen. På bagpoterne skal de på bagsiden af benet slutte i en kile som et omvendt V. Det er langt fra alle birmaer har fuldstændigt korrekte aftegn på poterne.

Temperament

Birmaen er den perfekte familiekat. Den er yderst social, kælen, tillidsfuld og legesyg. Den bliver ved med at være legesyge langt ind i voksenalderen.
Den er meget nysgerrig, og skal helst følge med i det hele.

Birmaen trives oftest bedst med en artsfælle, og er man væk hjemmefra i mange timer dagligt, må det klart anbefales at man anskaffer en legekammerat. En legekammerat behøver ikke være en anden birma, måske en huskat eller en hund. Den er meget venlig af sind, og danner hurtigt venskab med andre.

Birmaen knytter sig meget til sine mennesker, mere end til omgivelserne, så man kan nemt have den med i sommerhus eller andre steder.

Legenden

For mange hundrede år siden, i en dal ved bjerget Lugh, i Burma, blev templet, Lao-Tsun, vogtet af 100 gul-øjede katte med hvid, lang og silkeblød pels. Templet husede guldbilledet af gudinden Tsun Kyan-Kse.

Den hellige Kittah, Mun Ha, som var den øverste og helligste munk, og som havde fået forgyldt sit skæg af selveste guden Song Hio, knælede ofte i meditation foran den gyldne gudinde med de smukke safir blå øjne.

Ved Mun Ha's side var hans trofaste og elskede følgesvend, en smuk tempel kat, ved navn Sinh. Sinh deltog altid i sin herres meditationer, og mens munken mediterede, stirrede Sinh roligt ind i gudindens blå safirøjne.

En nat, hvor månen oplyste himlen, var Mun-Ha i dyb meditation ved sin hellige gudinde, Tsun-Kyan-Kse. Han var på et dybt transcendentalt stade, så dyb var hans hengivenhed, at han ikke følte nogen smerte, da templet blev angrebet af thaier fra Siam, og han blev dræbt.

I det øjeblik Mun-Ha udåndede, satte Sinh sine poter på hans klædning og vendte sig mod den gyldne gudinde. I samme øjeblik skete en utrolig transformation. Sinhs hvide pels glitrede af den gyldne glød, som kom fra den smukke gudinde. Hendes dybe safirblå øjne blev Sinhs egne. Hans ansigt, ører, ben og hale fik en fløjsblød farve som muld, men hans poter som blidt stod på Mun-Has afsjælede legeme, var stadig perfekt hvide, et symbol på renhed.

Den næste morgen strålede templet ved transformationen af de resterende 99 hvide katte, som sammen med Sinh reflekterede det gyldne skin af hundrede smukke solopgange. Sinh flyttede sig ikke uf ad stedet. Han blev på det sted hans herre var død og stirrede ufravendt ind i Tsun-Kyan-Kse's blå safirøjne. Nøjagtig syv dage senere døde Sinh, bærende med sig Mun-Has sjæl til Nirvana